Hvad er phishing?
Langt de fleste af os har prøvet at modtage en phishing mail. Det kan være med informationer om, at der ligger en arv fra en rig, ukendt onkel og venter. Det kan også være en phishing mail, som fortæller, at du skal aktivere dit MitID for at få udbetalt nogle penge – eller at der er et problem med din bankkonto. Du skal baaaare lige sende en mail retur med dine kontooplysninger, brugernavn, password, kreditkortoplysninger eller andre personfølsomme oplysninger.
Yeah right... som om du falder for det ældgamle trick. Men desværre er der nogle - ofte i den lidt ældre generation, som er faldet i de fælder som bliver sendt afsted i phishing mails.
En god huskeregel er at stoppe op, hvis du bliver bedt om at udlevere personlige oplysninger i en mail. Din bank og andre offentlige myndigheder vil aldrig bede dig om at udlevere hverken kodeord, MitID, personnummer eller lignende i en mail.
Online-svindlerne er i dag blevet rigtig dygtige til at fremstille falske mails, som umiddelbart ligner noget din bank, SKAT, NETS eller en anden troværdig instans kunne have afsendt. Ofte vil mailen indeholde links, som svindlerne vil have dig til at klikke på.
- er mailen troværdig? (er det f.eks. en mail, som du forventer at få?)
- kender jeg afsenderen?
- spørger afsenderen normalt om at jeg udleverer denne slags oplysninger?
- er mailen velformuleret?
Hvis du kan svare nej til alle spørgsmålene, så er der stor sandsynlighed for, at du er forsøgt udsat for phishing og der er kun én ting at gøre - slet mailen.
Er du i tvivl om, du har modtaget en phishing mail, kan du altid ringe til din bank eller hvem end du har fået tilsendt en mail fra. De kan hurtigt be- eller afkræfte om de har sendt mailen. Så er du på den sikre side. Og hvis du læser det her og tænker: "De tricks ville jeg aldrig falde for.", så husk at hjælpe andre, så de heller ikke ryger i phishing fælden.
Hvordan undgår jeg bedst phishing mails?
De fleste mailprogrammer har i dag en indbygget funktion, så de automatisk sorterer potentielle phishing mails fra som Uønsket post eller Spam/reklame. Men algoritmerne bag er ikke 100 % sikre.
Du kan beskytte dig yderligere mod phishing ved at vælge en sikkerhedspakke med antispam beskyttelse. Antispam funktionen giver dig et ekstra lag af beskyttelse, da alle potentielle phishing mails bliver flagget og sendt i karantæne, så du ikke uforvarende kommer til at klikke på et link i dem.
Undgå computervirus
En elefant i en glasbutik er en skidt kombination. For den kan ødelægge rigtig meget på kort tid. Det kan en computervirus også. Og en computervirus kan samles op uden, du selv er klar over det. Det kan ske ved et fejlklik på et link, ved besøg på en usikker hjemmeside, ved at downloade en fil fra internettet og du kan sågar overføre computervirus gennem en USB-nøgle, som kobles til din computer.
Og det er for at sige det på godt jysk 'rimelig træls' at miste vigtige dokumenter til arbejdet, hele eksamensopgaven eller alle billeder fra ferien bare sådan lige med ét karatehug fra en digital overfaldsmand.
Ofte bliver din pc inficeret med en computervirus, fordi styresystemet og softwaren ikke er opdateret. Derfor er det vigtigt, at du opdaterer din software regelmæssigt, og at du investerer i et effektivt antivirus program for at minimere risikoen for computervirus.
Hvad er malware?
Malware er en sammentrækning af ordene malicious og software, som oversat til dansk betyder ’skadelig software’. Malware er altså softwareprogrammer, som bliver installeret på din computer uden, du ved det. Det er en fællesbetegnelse for blandt andet computervirus, spyware, adware og orme. Spyware indsamler oplysninger om din online adfærd og adware sender reklamer på din computer.
Så selvom du er vant til, at der popper reklamer op på din skærm, når du går på nettet, så hold øje med om der pludselig sker mere end normalt. Det kan være et skidt tegn på, at der er malware på din computer.
Malware ender typisk i din computer via links, downloads eller måske endda via inficerede filer på et USB-stik. Også når vi snakker malware vil en sikkerhedspakke med et godt antivirus program på din computer være fordelagtig.
Hvad er ransomware?
Når IT-kriminelle tager dine data som ’gidsel’ er der tale om den form for IT-kriminalitet, som hedder ransomware (ransom betyder løsepenge på dansk). Der er eksempler på at kriminelle har låst data, filer og billeder for brugerne og efterfølgende krævet en løsesum for at brugerne kan få adgang til sine data igen.
Husk backup. Det har du nok fået tudet ørerne fulde af. Og det skal du egentlig bare være glad for. Fordi det bedste råd i forhold til ransomware er nemlig, at du altid gemmer en sikkerhedskopi af dine data i skyen eller på en ekstern harddisk. Gem dine data ofte, så du altid har adgang til dine opdaterede filer, i tilfælde af, at din computer skulle blive angrebet. Eller i tilfælde af, at den går i stykker for den sags skyld.
En sund skepsis overfor e-mails, åbne netværk og links og ekstra opmærksomhed er gode værktøjer til at spotte ransomware. De cyberkriminelle bliver dygtigere og dygtigere til at efterligne mails, så det ligner noget, der kommer fra en troværdig kilde.
3 hurtige - godt at vide om IT-trusler
Ransomware er en type malware, som krypterer dine data og kræver en løsesum for at give dig adgang til dine filer igen. Du kan beskytte dig mod ransomware ved at tage regelmæssige backups af dine data, installere et stærkt antivirusprogram og undgå at åbne mistænkelige mails eller vedhæftede filer. Hvis du alligevel bliver offer for ransomware, bør du kontakte en professionel it-sikkerhedsekspert for at få hjælp til at gendanne dine data.
Malware er en type skadelig software, som kan inficere din computer og stjæle dine data eller ødelægge din harddisk. Du kan beskytte dig mod malware ved at undgå at downloade software fra ukendte kilder, installere en stærk antivirusprogram og undgå at klikke på mistænkelige links eller vedhæftede filer.
Phising er en type it-trussel, hvor online-svindlere forsøger at narre dig til at udlevere personlige oplysninger, såsom kreditkortoplysninger eller loginoplysninger. Du kan undgå phising ved at være opmærksom på mistænkelige mails, ikke klikke på links fra ukendte afsendere, og kontakte afsenderen direkte, hvis du er i tvivl om en mails ægthed.