Stine og hendes ni kolleger i køkkenet laver mad til EWIIs ansatte og gæster fem dage om ugen.
Udgangspunktet er gode råvarer, danske og lokale i det omfang, det overhovedet lader sig gøre. Stine bruger lokale producenter, byens slagter og gårdbutikkerne på egnen, fordi det er sådan, hun sikrer sig, at kantinemaden er så bæredygtig og frisk som overhovedet muligt.
Køkkenet hos EWII er, siger hun, ”ret jysk”, og det betyder, at medarbejderne sætter pris på at få et godt stykke kød med mellemrum, men der er selvfølgelig også vegetardage på menuen – supper og masser af grøntsager. Maden er varieret – og Stine har altid fokus på, hvor den kommer fra.
Stine og hendes medarbejdere gør sig umage for at drive en kantine, der er bæredygtig, sund og klimavenlig - og det sidste betyder blandt andet, at der er rene “madspildsdage” i kantinen, hvor dagens buffet er bygget op, så alle resterne bliver brugt. Det er en fin måde at spise på, fordi bordet ofte kommer til at se lidt anderledes ud, og så er det en god følelse, at få brugt alle de fødevarer, der ellers kunne ende som spild, fordi de ikke bliver spist i tide, fortæller hun.
”Jeg synes, vi har lavet et bæredygtigt kantinekøkken, hvor man får god energi af at arbejde – og hvor det hele er en holdindsats. Vi bliver jublende glade, når gæster i huset kigger forbi og siger tak for mad. Så er vi lykkedes – sammen, og det er det, der er meningen med det her arbejde; at folk er glade og mætte,” konstaterer hun.
"Det er et stort ansvar, at være dem, der på daglig basis laver mad til de omkring 400 ansatte, som spiser i kantinen hver dag, og som skal have energi til at levere på jobbet. ”Det betyder noget, hvad vi serverer for dem, og derfor gør vi os umage, siger Stine.”
Én af de populære opskrifter i kantinen er vegatar-lasagne med linser.