Vi kan ikke køre på bagklogskab

Bragt i Jyllands-Posten 10. marts 2020

Da jeg for nogle år siden grundlagde Institut for Fremtidig Bagklogskab, var det i konstateringen af, at man med stor sikkerhed kan forudsige, hvad man om nogle år vil betegne som dumt, at man ikke fik gjort. Dengang handlede det om lægeuddannelser. Det kunne også have handlet om Banedanmark. I dag handler det om vores infrastruktur til energi.

Det danske energisystem har gennem rigtigt mange år været baseret på det princip, at der altid skal være rigelig kapacitet. Elnettet blev etableret med kabeltykkelser, der var så rigelige, at selv en juleaften fortsat i dag ikke er en udfordring for transporten af el. Produktionen af el tilrettelægges stadig, så der altid er rigelige mængder el – ”værsgo at forbruge, Energinet justerer produktionen efter samfundets efterspørgsel”.

Princippet om rigelig kapacitet har været rigtigt godt for både dansk økonomi generelt, erhvervslivet og hr. og fru Danmark. Rigelig kapacitet er en gave til samfundet: en ubesværet hverdag, friheden til at forløse potentialer, muligheden for at udfolde sig og vokse.

De danske medicinalproducenter, fødevare-, it- og robotvirksomheder skal ikke bekymre sig nævneværdigt om, hvorvidt der er strøm. Hr. og fru Danmark kan hver morgen rejse sig fra sengen, trykke på stikkontakten og få lys og kaffe og kraft til pc’en. El er en af livets selvfølgeligheder, selv om beslutningen om rigelig kapacitet ikke er uden omkostninger.

Den altid rigelige strøm er sikret, samtidig med at energisystemet er på en klimarejse. Vindmøller og solceller er kommet til. Energinet har uden forstyrrelse for kunderne inkluderet vind og sol i det produktionsapparat, der altid er rigeligt til den efterspørgsel, samfundet har.

Vindmøller og solceller producerer ikke nødvendigvis på de tidspunkter, hvor vi skal bruge strømmen. Ikke klimavenlige fossile brændsler sikrer derfor, at der altid kan være rigelig med strøm. En konsekvens heraf er, at særligt vindmøllerne er blevet lukket mere og mere ned, i takt med at der er kommet flere af dem. Det er ikke godt for vindmøllernes samfundsmæssige rentabilitet. Derfor er der søsat flere indsatser for at findelagringsmuligheder til den strøm, vindmøllerne kan producere, når vi ikke skal bruge den.

Klimaindsatsen er vigtig, og el er blevet svaret på den udfordring, vi har med udslip af klimagasser. Visionen om, at vi kan bygge et samfund baseret på sol og vind er en skønvision. Idégenereringen er nået vidt, og vi taler om elbiler til privatkørsel; om at omsætte overskudsel fra vindmøller til brint og ammoniak til tung transport; om at anvende elbaserede varmepumper til opvarmning. Kul og gas og andre fossile brændsler skal afløses for, at vi kan nå 70 procentsmålsætningen.

Klimabegejstringen er dejlig, og den skaber masser af aktivitet og giver håb og mening. Men klimabegejstringen koster også penge. Det er der nogle af de centrale stemmer idebatten, der har enkle svar på: Send flere penge, skatten må op, det kommer til at koste, sådan er det.

Og jo, det koster noget, men det fritager os ikke fra omtanke og fra at bruge pengene fornuftigt. Og stop lige engang: min appel til fornuft handler ikke om at gå på kompromismed klimakampen. Den handler om, at vi ikke behøver opføre os dumt og gøre os til genstand for fremtidig bagklogskab.

Vindmøllerne ruller ud i det danske og internationale landskab lige nu. Solceller ligeså. Der er enorme kapacitetsmængder på vej. Super godt i et system, der ønsker rigelighed, men samfundsøkonomisk rigtigt dyrt, hvis kapaciteten fortsat skal lukkes mere og mere ned på grund af periodisk mere produktion end forbrug.

Nogle af os arbejder med at gøre forbrugskurven mere dynamisk, for eksempelvis behøver vi jo ikke varme op, når der mangler strøm – det kan vi gøre, når strømmen er rigelig.

Vi kan gøre overskudsel til brændstof gennem elektrolyse og flytte forbruget frastikkontakten til tankstationen, fra tidspunktet med rigelig strøm til tidspunktet, hvor vi skal bruge energien. Noget af forbruget kan godt forskydes, uden at det går ud overkomfort og erhvervsliv. Noget kan ikke og nødvendiggør batterier.

Elbilerne kommer, lyder det, og elbilerne udfordrer vores elnet. Den rigelige kapacitet i elnettet vil ikke længere være rigelig med elbiler, og derfor må vi forholde os til de fornødne investeringer. Synspunktet bliver hurtigt fejet af bordet med argumenter om, at der kan udvikles styringer til elbiler og arbejdes med adfærd hos brugerne, ja måske endda etableres delebilsystemer som gør, at vi godt kan håndtere elbilerne inden for elnettets kapacitet. Der er løsninger.

Men elektrificeringen af samfundet handler ikke om elbiler. De er kun en del af alt det, der skal produceres og transporteres til i el-nettet. Varmeforsyningen skal også elektrificeres. Decentrale solcelleanlæg og husstandsmøller skal være i elnettet. Alt fossilt skal bringesover på el. Elnettet er udfordret.

Mens vi søger løsninger på klimaudfordringen, gør vi også noget konkret. Nogle gætter på, hvilken tykkelse elkablerne nu skal have, og skifter gamle kabler ud – hvis ikke af andregrunde, så fordi de er forældede. Andre graver fjernvarmerør ned og baserer valg af rør og udgravning på de eksisterende kraftværker. Nogle udskifter kraftvarmeværker medvarmepumper. Atter andre vælger private elektrificerede løsninger. Nogle triller et fibernet ind ad fordøren, mens de sætter el-, vand- og varmemålere op med trådløs kommunikation via bagdøren uden at forbinde med fibernettet. Vi sætter et flag på bordet, hylder den frikonkurrence og siger, at det individuelle frie valg er godt. Og det er jeg sådan set enig i.

Men alt det, jeg taler om her, er infrastruktur. Vi kunne aldrig forestille os, at vi lavede individuelle anlæg af lande- og motorveje. Der deler vi infrastrukturen og tillader det individuelle valg ved valget af bil. Men energisektorens infrastruktur er blevet hovedløs og uden langsigtet plan. Lige nu udvider vi elnettet til elbiler. En virksomhed har lige besluttet at smide 100 millioner kroner i flere ladestandere, så vi trækker kabler.

Om fem år kommer der måske, måske ikke, en beslutning om fuld elektrificering af varmen. Imens graver vi varmerør ned til ny-installationer. Måske er det en beslutning om individuel elektrificering, der kommer, således elkablerne skal være tykkere for at havekapacitet til det enkelte hus – og de kabler, vi trækker nu, er forkert dimensionerede.

Måske bliver det en beslutning om kollektiv elektrificeret varmeforsyning baseret på varmepumper, så vi ikke skal bruge de højtemperaturrør, vi graver ned nu, men i stedet skal bruge lavtemperaturrør – og mindre tykke elkabler. Vi ved det ikke. Vi gætter – og roder rundt i vores individuelle tro, og vi gør den grønne omstilling ubegribeligt dyr. Vigraver og graver, fordi vi træffer ad hoc og usammenhængende beslutninger.

Danmark har brug for en infrastrukturplan. En plan, der fastlægger energisystemets motorveje og landeveje. Både i el og i varme. De to systemer kobles sammen i elektrificeringen. Politikerne må forlade deres trang til at overlade alt til det frie initiativ og tage ansvaret for infrastrukturen. Det er den vigtigste og økonomisk mest afgørende beslutning i den grønne omstilling.

Hvad sker der, hvis de ikke gør? Institut for fremtidig bagklogskab vil om nogle år håne dem for at have skabt Banedanmark II. Løsningerne vil stritte i alle retninger, og dem, der arbejder for at sikre, at der altid er rigelig strøm i stikkontakten, vil fejle i et hidtil usetomfang. I alle tilfælde blev det for dyrt.