Vandets etiske fordring?

Bragt i Jyllandsposten den 5. november 2021

I de danske grundvandsboringer konstateres der i stigende grad uønskede forekomster af miljøfremmede stoffer. Senest er det PFOS/PFAS, der har tiltrukket sig opmærksomhed. Sager som disse skaber usikkerhed hos forbrugerne om, hvad det betyder for drikkevandet. Den umiddelbare konsekvens er, at vandselskaber må lukke boringer eller hele vandværker ned.

Hvad vi sjældent taler om, så er det dyrt at håndtere usikkerheden på denne måde. For hver nedlukning skal der laves nye boringer, bygges nye vandværker og pumpes vand over meget lange afstande.

Men måske kan det gøres på en anden og billigere måde?

I Danmark skelner vi ikke mellem grundvand og drikkevand. Vi laver en let behandling af grundvandet og deraf får vi drikkevand.

Vores afsæt er, at grundvandet er rent og uden store indgreb kan omdannes til drikkevand. Men flere og flere steder i landet er der ikke uforurenet grundvand nok.

Politisk laver man markante indgreb over for enkeltstående forurenende stoffer. Det er godt på den lange bane, men i de 30-50 år, der går fra et politisk indgreb og til, at det har effekt, siver tidernes forurening stadig ned i grundvandet og forårsager lukninger af boringer og vandværker.

Udgangspunktet i lov og politik er, at drikkevand skal komme fra grundvand. Kun undtagelsesvist kan der gives tilladelse til anden løsning. Har vandet tidligere været spildevand, må det ikke anvendes i fødevareproduktion, selv om vandet er renset og renere end grundvand. Logikken er ikke helt klar, men et etisk argument om vandets betydning for livet er nok grundlaget for tilgangen.

Men hvad sker der, hvis vi vurderer vandet på dets aktuelle kvalitet – som grundvand henholdsvis som drikkevand – og ikke på dets oprindelse og historie? Hvilke tiltag er så nødvendige for at fremtidssikre vores grundvand og vores drikkevand? Kan vi stadig holde etikken i hævd?

Grundvandet har vi til låns fra kloden. Det er en afgørende del af vores økosystem og mere end blot kilde til drikkevand. Grundvandet indgår i en cirkulær proces, hvor regnvand gennem årtier siver gennem mange forskellige jordlag. Men mange års opbygning af det danske samfund har affødt handlinger, der i dag har og også i fremtiden får effekt på indholdet af stoffer i grundvandet. Vi har behov for at tage stilling til, hvordan grundvandet skal afleveres til kommende generationer. Forhåbentlig i bedre stand, end vi har modtaget det.

Det stiller krav til, hvad vi tillader, der vaskes ud i jorden fra alle de kendte kilder, der kan påvirke grundvandets kvalitet, f.eks. rester fra maling/træbeskyttelse, kemikalier, chlorerede alifater, PFOS og PFAS osv.

Det stiller også krav til produkter, hvis produktionsproces eller brug senere kan medføre udvaskning til grundvandet. Det er relevant, når der introduceres fx nye typer maling, kemikalier og gødning. Men det krav stiller vi ikke konsistent i dag.

Eksempelvis er der nye gødningstyper på vej som vi ikke kender konsekvenserne af. Vi må generelt kræve, at producenter skal teste og godtgøre, hvilke stoffer, der udvaskes til naturen, inden produkter med skadelige stoffer kan lanceres på markedet. Konstateringen kommer til at ske i fremtidig bagklogskab trods forebyggelsesmuligheder.

En strammere tilgang til, hvad der lukkes ud i naturen, kunne skabe mulighed for en mere strategisk risikobetragtning, når vi skal kvalitetsteste grundvandet. Kender vi indvindingsområdets forhold, kan vi tilpasse testregimerne, så de passer til de forhold, der er i lokalområdet. Er vandet uden tegn på forurening, kan testregimet lokalt være mindre rigidt – og det kan intensiveres, hvis der er tegn på problemer.

Drikkevand er en fødevare. Derfor bør drikkevandet vurderes i et sundheds- og fødevarekvalitetsperspektiv. Det vil de fleste nok være enige i?

Forbrugerne skal naturligvis kunne åbne hanen i sikker forvisning om, at vandet kan drikkes uden negative konsekvenser for sundheden. Derfor må myndighederne sætte standarder, regulere og vejlede befolkningen om drikkevand.

Men de krav vi stiller til drikkevandet præges af megen inkonsistens. På nogle områder stiller vi skrappere krav til drikkevandet end til andre fødevarer.

Nogle pesticider forbydes ved den grænse, de kan måles til, uanset om de er farlige. Rammer vi den tvivlsomme grænse lukker vi boringer og vandværker ned. Vi anvender et forsigtighedsprincip for drikkevandet, som vi ikke anvender tilsvarende for andre fødevarer.

På andre områder stiller vi mindre krav til drikkevandet end til andre fødevarer. Drikkevandskvaliteten kontrolleres nemlig kun til måleren, og ikke hele vejen gennem husets rørføring og vandhanen, selv om det relevante for forbrugeren er, hvad der kommer ud af hanen – og ikke hvad der kommer ind i rørene. Vandet i forbrugernes haner bør løbende analyseres og kontrolleres.

Drikkevandet bør testes med faste intervaller og høj frekvens, for vi har brug for viden om vandkvaliteten også i mindre områder. Og her er endnu en forunderlighed: Drikkevandsbekendtgørelsen siger, at det er mængden af vand, der afgør hvor meget, der skal testes. Ikke om der er et menneske i den anden ende.

Kvaliteten af vandet er vanskelig at gennemskue for forbrugerne. De mange grænseværdier for forskellige pesticider, kemikalier og bakterier er ud over, hvad man kan forvente, forbrugerne kan forholde sig til. Hvorfor ikke indføre en kvalitetsstandard for drikkevand? Altså det vand, der kommer ud af hanen? Den kvalitetsstandard, vi har i dag, er en kvalitet af råstoffet – grundvandet. Og af noget af processen – vandværkets. Men for at vand kan kaldes drikkevand, skal det kunne svare for sundhedshensyn og fødevarekvalitet hos forbrugeren.

Som konsekvens må man indføre krav til vandværkerne om, hvor meget vandet skal renses yderligere for, at det kan opnå det nødvendige kvalitetsstempel som drikkevand. Og til husstandsinstallationernes tilstand.

Som monopolområde giver det sig selv, at forbrugernes interesse i lavest mulige omkostninger fortsat skal varetages af vandværkerne. Med det afsæt kan vandforsyningsselskaberne tage en diskussion med forbrugerne om, hvilken sammenhæng mellem pris og kvalitet, der ønskes i et givent område. Vigtigst af alt kan man lokalt forholde sig til, om det er økonomisk mest fordelagtigt at lukke boringer og vandværker, eller om det er mest fordelagtigt at rense vandet yderligere. Men det kræver, at vi accepterer rensning i større omfang, end den rensning, der i dag sker ved simpel vandbehandling.

Der er ingen grund til som i dag at betale for nedlukninger af vandværker og boringer, der alligevel ville kunne holdes inden for rammerne af det sundhedsmæssigt og fødevarekvalitetsmæssigt forsvarlige. Med tiltagende grundvandsproblemer er udsigten i en verden, hvor vi ikke skelner mellem drikkevand og grundvand, at drikkevandet bliver dyrere og bekymringerne større. Med en defineret kvalitet for drikkevand og separate, men stærke forebyggende krav for grundvandet, kan vi undgå at drikkevandet bliver unødvendigt dyrt.

Hvad så med etikken?

Vand er forudsætningen for liv.

Vi skal passe bedre på vores grundvand og sikre vores drikkevand.

Vi skal ikke definere en drikkevandskvalitet for at kunne svine grundvandet til. Men holder vi fast i de strengere krav til grundvandet, kan etikken godt rumme en samtale om omkostningerne ved at producere vand. Den samtale trænger vi til.