Småt eller stort?

Bragt i Watertech 3. marts 2020

Jeg fik åbenbart sat gang i en større konsolideringsdebat for drikkevandsbranchen, da jeg forleden fortalte til Information, at vi ikke stiller samme krav til sikkerhed i store og små vandforsyninger. Det er og bliver et underligt faktum, at en borger på den ene side af vejen får testet sit vand gennemsnitligt hver 274. dag og på den anden side én gang hver 14. dag – ene og alene på grund af vandselskabets størrelse. Sådan er det i Kolding. Andre steder i landet er forskellene nogle andre, men det væsentlige er, at der er store forskelle. Og selv om ophidsede skribenter som Eigil Strøm i Information den 24. februar fordrejer mine udsagn til noget andet, så kræver det kun et opslag i den nationale bordingsdatabase, Jupiter, at konstatere dette. Tilfældigt er det ikke, for det er blot en konsekvens af drikkevandsbekendtgørelsen, der regulerer testhyppigheden i bilag 5, tabel 1.

I mit perspektiv bør alle danskere have samme sikkerhed for deres drikkevand. I de senere år er der gentagne gange konstateret problemer med pesticider, og myndighederne må vurdere, hvilket sikkerhedsniveau vi skal have. Men de må ikke vurdere, at nogle danskere har krav på større sikkerhed end andre. Det hører sig ikke til i et moderne sundheds- og klimabevidst demokrati, at vi ikke alle er lige for loven.

Det er klart, at krav om flere prøver vil betyde, at de mindre selskaber får en større opgave. Kan de så løse den? Teknisk ser jeg ingen hindringer, og i det perspektiv er jeg sådan set helt enig med Christian Rose Balders indlæg i WaterTech PRO den 25. februar 2020. Udfordringerne ligger to andre steder, nemlig i den tid og de omkostninger, der medfølger, og så i det forhold at tilstanden af det danske drikkevand mere og mere kalder på fremsyn og proaktive handlinger, herunder også den digitalisering som Christian Rose Balder fremhæver, om end jeg ser digitaliseringen som værende langt mere end blot datahjemtagning – den er også fundamentet for nyudviklinger og forbedret service.

Lad mig slå fast, at jeg ikke har noget problem med, at et selskab er af en given størrelse. Det interesserer mig ikke. Det er forbrugerens perspektiv, omkostningerne ved vandet og sikkerheden ved vandet, der må stå forrest.

Men større kompleksitet udfordrer de små – og ja, det udfordrer også de store, men de store har flere og ikke mindst flere specialiserede ressourcer til at løse problemerne med. En af dem handler om planlægning. Aktuelt er vi i en dialog med et vandværk, der med 150 meters afstand til vores ledningsnet, alligevel valgte at investere i eget vandværk og sidenhen konstaterede, at det medførte en højere pris for vandet, end de kunne have købt det til hos os. Vel at mærke med udførelse af væsentligt færre test og dermed mindre sikkerhed, end vores noget større vandselskab lovpligtigt skal give dem.

Men selvfølgelig er der også eksempler på mindre vandværker, der klarer opgaven godt. Jeg taler ikke for, at one-size-fits-all. Jeg taler for, at der er udfordringer, og det er udfordringer som skal finde en løsning inden for rimelighedens grænser.

Men rimelighed er ikke, at vandforbrugerne i et større selskab skal betale for dårligdommene hos dem, der har valgt at gå selv. Sådan er det også i dag. Vi er nogle, der har koncessionspligt og på såkaldt rimelige vilkår er forpligtet til at overtage, når andre kaster håndklædet. Er man uden for koncessionspligten ser vi derfor ind i mellem selskaber, der i omkostningsfokus og uden langsigtet tænkning kører vandværket indtil et punkt, hvor det ikke går mere – og så får vi afleveret bøvlet. Og det tager vi da gerne, men synes også, at det er rimeligt, at dem der havde fordelene ved den kortsigtede omkostningsbevidste tænkning selv skal betale for renovering eller nybyggeri. Det er ikke rimeligt at lande regningen hos de mange, der længe har måttet betale en højere pris for højere sikkerhed og mere langsigtet vedligehold. Konkret kigger vi lige nu på en situation, hvor det betyder, at hver husejer som følge af fejldisponeringer i et lille vandselskab må trække 100.000 kroner op af lommen. Vel at mærke efter, at de gennem en årrække har været underlagt mindre krav til sikkerhed end andre.

Og så er det bare, at jeg stilfærdigt konstaterer, at der er noget galt. Alle er ikke lige for loven, og byrden fordeles ikke efter hvem, der har de bredeste skuldre, men derimod efter princippet, at de små og kloge narrer de store og dumme. Drikkevandsbekendtgørelsen og vandsektorloven har glemt at sætte forbrugerne forrest, og glemt at vi i Danmark hylder det princip, at alle har lige adgang til sundhed. Og sådan har det vel været dengang grundvand per definition var rent vand. Sådan er verden bare ikke mere.