Moral, jura og kapitalisme i Nordic Waste

Bragt i Jyllandsposten den 31. januar 2024
Af: Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i EWII Koncernen, Kolding

 

Jura og moral går ikke altid hånd i hånd. Det samme kan siges om fornuft og forargelse. Men det betyder ikke, at jura er fornuft, og moral er forargelse. I Nordic Waste-sagen er fronterne trukket hårdt op mellem dem, der vil klynge skurken op og have ham til at betale, og dem, der fremhæver ejeren Torben Østergaard Nielsens forretningsevner, og hvor synd det er for ham, at han har købt katten i sækken og påduttes et ansvar som retsligt hører til i Nordic Wastes bestyrelse og direktion.

Jeg vil prøve at betragte Nordic Waste-sagen i et moralsk perspektiv. Lad mig først erklære mit afsæt: Jeg har ingen direkte interesser i sagen, men føler mig kaldet til at gøre disse betragtninger, fordi jeg som erhvervsmand, direktør og ejerrepræsentant for en koncern, der beskæftiger sig med energi, drikkevand, klima og miljø, er berørt af sagen.

 

Det moralske spørgsmål lyder således:

Skal Torben Østergaard eller hans koncern (TØ) betale for skaderne og forebyggelse heraf, en regning der angiveligt kan løbe op i mere end 2 milliarder kroner? Spørgsmålet kan være relevant, fordi TØ er så formuende, at han har mulighed for det. For at få styr på det spørgsmål, skal vi forstå, om det faktisk var TØ, der forårsagede skaden? Ellers har det i sit udgangspunkt ikke anden rimelighed end generel tale for højere topskatter.

På den ene side står synspunktet, at TØ ejede Nordic Waste, og derfor har et moralsk ansvar. På den anden side fremhæves det, at TØ erhvervede majoritetsindflydelse i selskabet så sent som efteråret 2022 og endda med afsæt i, at Randers Kommune havde haft forudgående kontrolbesøg og udstedt tilladelser til selskabet. TØ købte katten i sækken, lyder forsvaret.

Kontrolbesøg og tilladelser fritager dog ikke for ansvar. Det er værktøjer, der skal sikre, at samfundet kan vide, hvad der foregår, og give samfundet mulighed for at forebygge en skade. Om det lykkes, ved vi ikke endnu, men vi må fastholde, at ansvaret for at drive virksomheden ligger i selskabet. 

Deri ligger anden del af forsvaret for TØ: At han netop ikke driver selskabet. Det gør bestyrelse og direktion. Men TØ købte selskabet, og ved købet må en professionel TØ have fået gennemført en due diligence. Det er en almindelig disciplin, der skal sikre, at en ny ejer kender risiciene ved den forretning, der erhverves.

Når man køber en miljøvirksomhed, laver man miljø due diligence. Det findes der en hær af rådgivningsfirmaer, der kan gøre. Det er således svært at forestille sig, at TØ som ejer ikke skulle være oplyst om selskabets udfordringer.  

Med denne forventelige viden i hånden følger et moralsk ansvar for at sikre flere forhold omkring selskabet: Det første er indsættelsen af en kompetent bestyrelse, der kan håndtere de beskrevne risici. Det næste er, at med en potentiel ulykke forude, burde der være etableret en beredskabsplan - både til håndtering af en ulykke og til kommunikation om ulykken - en beredskabsplan der har haft så mange anledninger til at blive bragt i spil, at man må undres. Det sidste er, at der naturligt må foreligge en forretningsmæssig vurdering af, hvor meget jord der kan tilføres bunkerne, før forretningsmulighederne er udtømt. Der må foreligge en vurdering heraf fra købet. En sådan vurdering vil altid være behæftet med usikkerhed, men må også antages at pege på, hvad der sætter grænsen for tilførslen af jord. Og tilførslen af jord fortsatte længe efter, et beredskab burde have grebet ind. Disse forhold placerer et moralsk ansvar hos TØ.

 

Men der er jo en anden mulighed:

At TØ slet ikke fik lavet nogen due diligence og faktisk købte katten i sækken. Det rejser et moralsk spørgsmål til politikerne: Kan vi som samfund acceptere, at tumper driver miljøvirksomhed i Danmark, når konsekvenserne for samfundet kan være så store?

Jeg har ingen grund til at formode, at TØ er en tumpe. Tværtimod har han været en dygtig forretningsmand inden for trading og risikoafdækning - men vel at mærke finansiel risikoafdækning. På miljøområdet er det nok mere korrekt at betragte ham som en amatør og stille et spørgsmål til politikerne: Hvordan kan I have tilladt amatører at forvalte samfundet på så væsentlige områder? Det placerer ikke blot et ansvar hos TØ, men også hos lovgiverne.

Afvejningen er her, at vi som samfund har interesse i kapitalismens drivkræfter – også selv om de kan være farlige i sammenhænge som denne. Politisk har vi valgt at skabe et samfund, hvor det fri initiativ kan udfolde sig inden for nogle rammer. Betyder det så, at TØ er fritaget for ansvar af den samfundsmodel, vi har skabt? Nej, tværtimod! Forudsætningen for et velfungerende kapitalistisk system er, at markedsaktørerne er kompetente og opfører sig ansvarligt. At de i sin helhed er professionelle. Derfor er der også moral forbundet med frihed. Men moral er en svær størrelse, for det er en elastisk størrelse, der over tid kan forandre sig en del. Her fejler TØ grumt. Han har ikke haft fornemmelse for, hvad samtiden forventer.

Nu skete skaden

Det gør den engang i mellem. I denne sag peger meget på noget selvforskyldt, men selv om det var en skade svarende til stormfloden, hvor det er udefrakommende begivenheder, der skubber til bunken, så ændrer det ikke på nogle moralske pligter, der følger med: Jeg er enig med dem, der siger, at direktion og bestyrelse skal stå først, men når bestyrelse og direktion svigter - og det har de gjort i denne sags moralske anliggender - så falder ansvaret tilbage på ejeren: For ét er en diskussion om, hvem der forårsagede skaden. Noget andet er kommunikation om, hvad der sker, mens skaden udvikler sig. Det er her, man berettiget kan tale om, at nogen stikker af fra det informationsansvar, der følger.

TØ har brugt det argument, at han skulle have sagen fuldt belyst, før han kunne udtale sig. Men i skadessituationer er der behov for noget helt andet: At vi hele tiden fortæller, det vi ved om, hvordan situationen er lige nu. Ejeren har et moralsk ansvar for at favne usikkerheden og vise empati over for de berørte. Sikre at både direkte og indirekte involverede kan forholde sig til situationen. Jeg ved intet om TØs forudsætninger for at kunne mestre dette personligt, men han har helt sikkert forudsætninger for at udstyre sig med mennesker, der kan håndtere krisen. Det er også helt sikkert, at han ikke gjorde det.

 

Skal TØ betale for skaden?

Tilbage til spørgsmålet: Skal TØ betale for den forvoldte skade og omkostningerne til at inddæmme den med? Det ville utvivlsomt klæde TØ at gøre det, men forpligtet er han ikke. Nok heller ikke moralsk, for ingen er forpligtet ud over sine evner. Uanset om han har været i sagen som en glad amatør eller som en kynisk forretningsmand, der ville udnytte konkurslovens beskyttelse til sit yderste, så har han vist sig uden evner i miljøspørgsmål. Forstod han, hvad han faktisk har forårsaget - ikke bare i Ølst, men også i resten af samfundet -, så ville han næppe have tøvet med at tage ansvaret.

 Nogle argumenterer for, at regningen ender hos skatteyderne, og den formuende burde betale, alene fordi han er formuende. Det er bare ikke vilkåret i det kapitalistiske system. Havde TØs samlede formue “kun” været 100 millioner kroner, var samfundet endt med regningen alligevel. Det moralske spørgsmål ligger ikke i den økonomiske evne, men i evnen til at drive virksomhed med betydelige miljømæssige risici og samfundsøkonomiske konsekvenser – det der forårsager regningen til skatteyderne og kommende generationer.