Mens vi venter på den grønne Godot

Af
Lars Bonderup Bjørn, CEO i EWII

Bragt i Altinget, 12. december 2022 

I teaterklassikeren “Mens vi venter på Godot” slutter både første og anden akt med, at en dreng fortæller, at Godot først kommer i morgen. Sådan er det også med mange af klimakrisens løsninger. Den tidsfornemmelse, der mangler i historien om Godot, mangler også i historien om den grønne omstilling.

Ingen grund til at vente

Der skal fokus på at få de teknologier, der allerede findes, bragt i spil! Der er ingen grund til at vente. Og lad os starte med den gode nyhed: det koster ikke staten penge. Tilmed gør det en reel – og ikke en tænkt - forskel.

En forhastet konklusion ville være, at markedet nok skal finde ud af at udnytte eksisterende teknologier. Det er jo sådan, vi er vant til at tænke: staten skal understøtte det, der har svært ved at komme igang og opbygge infrastruktur. Derefter går det hele af sig selv.

Sandheden er imidlertid en anden. Gennem årene er der opbygget en sektorlovgivning på el, varme, vand, gas, m.fl. områder, som gør, at løsninger, der allerede findes, ikke må eller meningsfuldt kan tages i brug. Det er der righoldig dokumentation for.

Brug for nyt fokus 

Vi har brug for et nyt fokus: Vi har behov for at tænke i, hvordan vores samlede energisystem bliver både effektivt og efficient - altså både leverer faktiske løsninger til klimakrisen og løser den billigst muligt. Det er ikke for at underkende betydningen af, at vi udvikler noget, der kan eksporteres. Eller at Aalborg Portland skal kunne fange sin CO2, og at der skal udvikles løsninger til Maersks skibe og SAS’ fly. Men vi er nødt til at anerkende, at disse løsninger har været i fokus længe. Og uagtet utroligt mange mediehistorier, så tager det meget længere tid at udvikle disse løsninger, end man kan få indtryk af, når man endnu engang læser historien om verdens største inden for noget, der indtil videre er ganske småt: grøn brint og CO2 fangst. Det skal, som Godot, nok komme, men der er rigtigt meget andet at gøre i mellemtiden.

Et grundlæggende problem i vores energisektor er, at vi ikke er konsistente i, hvad vi betragter som infrastruktur – og derfor besværliggør og fordyrer den grønne omstilling. Fjernvarme er underlagt en monopollovgivning i form af varmeforsyningsloven, men er alligevel konkurrenceudsat mod individuelle varmepumper. Det ødelægger systemeffektiviteten og gør danskernes varmeløsning dyrere. Der bliver unødvendigt langt mellem nogle fjernvarmeaftagerpunkter, så varmetabet bliver større. Og elnettet kommer til at investere flere penge til håndtering af varmepumper, end der reelt er behov for.

Politisk vilje halter

Værre end det, så ødelægger den manglende fjernvarmeinfrastruktur muligheden for at udnytte det enorme fleksibilitetspotentiale, der er i fjernvarme. Perioder med rigelige mængder vind og sol, kan lagres i fjernvarmesystemet, der kan fungere som et samfundsbatteri. Derved kan vi spare penge i udbygningen af energiforsyningen og reducere gas- og dele af biomasseafbrændingen væk. Vi kan gøre os mere uafhængige af Putin. Fjernvarme som infrastruktur kan tilmed opsamle overskudsvarme fra spildevandsanlæg og industri. Det vil kræve en systemansvarlig og et marked for overskudsvarme, hvilket staten bør medvirke til kickstarte.

Dette er blot ét af mange eksempler på løsninger, hvor teknologier allerede findes, mens det halter med den politiske vilje. Og der er, som jeg har skrevet om flere gange, mange flere af disse løsninger. De høres ikke, for vi venter på den grønne Godot.

Vi venter stadig

Konkret: Gør fjernvarme til en forsyningspligtig og tilslutningspligtig infrastruktur. Lav sammenhængende sektorlove på tværs af el, vand og varme, så lovene ikke modarbejder udnyttelsen af teknologien. Udpeg en systemansvarlig. Skab de markeder, der skal til. Og slip dataene fri, så vi kan udvikle endnu flere løsninger på toppen af en velfungerende infrastruktur. Det er vejen. Vi behøver ikke vente på den grønne Godot. Vi skal blot åbne døren, så han kan komme ind.

Bonusinfo: “Mens vi venter på Godot” fik i 1955 kompromisprisen, der aldrig sidenhen er blevet uddelt. Prisen blev givet for at være det mest kontroversielle teaterstykke.

Vi venter stadig på Godot.