Du behøver jo ikke redde kloden hver dag!?

Af
Lars Bonderup Bjørn, CEO i EWII

Bragt i Energy Supply, 19. september 2023

“Du behøver jo ikke redde kloden hver gang, du vil skrive en kronik”.  Ordene faldt, da jeg med en vis irritation satte mig ned for at finde ud af, hvordan jeg skulle formulere dette indlæg. Det er jo rigtigt nok, at det behøver hverken jeg eller man at gøre. Selv de mest velgennemtænkte kronikker sætter sig kun i menneskers adfærd ganske langsomt, hvis da overhovedet. “Rationelle betragtninger kan ikke vinde over følelserne”, sagde en anden til mig.

Begge betragtninger indeholder nogle vigtige pointer. Hvordan skal vi kunne redde kloden, hvis vi ikke anstrenger os? Kan vi holde ud at anstrenge os i længden? Bliver det rationelle behov for at gøre noget ikke afløst af, at vi har lyst til en helt masse andet?

I min søgen efter temaer til dette indlæg faldt mine øjne på en artikel fra The Lancet Planet Health, som udkom her i september 2023. Artiklen evaluerer hvordan det går med at overholde Paris aftalen. For at opsummere ganske kort, så går det ikke godt. Slet ikke. Nogle få lande har fået brudt et mønster, men mønsterbruddet er end ikke i nærheden af et niveau, der gør det 50% sandsynligt, at bare de få lande opfylder kravene for, at vi når 1,5C målet. Det trækker du sikkert på skulderen over, for det er jo sådan set ikke engang en nyhed. Havde nogen egentlig regnet med det?

Klimasnakken og klimapolitikken er ret beset blevet en omgang tom kommentering, som var det en fodboldkamp. Forleden offentliggjorde Maersk familien, at de ville investere i opbygningen af et globalt netværk af grønne methanol fabrikker. “En vanvittig god nyhed”, kaldte professor Henrik Wenzel det straks. “Ekstremt strategisk klogt”, lød det fra professor Brian Vad Matthiasen.

Kære professorer! I har vist glemt, hvad det handler om. Det er ikke i nærheden af at være en vanvittig god nyhed. En god nyhed, bevares, men tidshorisonten til at der faktisk kommer bare nogenlunde fornuftige mængder grøn methanol er lang, og levetiden for et skib vel cirka 50 år. Så ret beset er det en vanvittigt dårlig nyhed, at det trods Maersk familiens gode intentioner ikke kan gå hurtigere. Det såkaldte “tipping point” er for længst passeret, inden den maritime verden bidrager med noget væsentligt. “Tipping point” betyder, at vi ikke har mulighed for at vende tilbage til det, vi kom fra, og konsekvensen er en eksplosion i antallet af klimaflygtninge. Maersk kommer ikke til at redde kloden hver dag. Ikke lige foreløbig.

Om Maersk kommer til at gøre noget godt er nok i det hele taget lidt mindre klart, end de begejstrede udtalelser reflekterer. Taler vi om e-methanol skal vi jo ikke bare bruge mange vindmøller eller a-kraftanlæg. Vi skal bruge masser af ultrarent vand. Vand er der sådan set nok af, hvis vi taler havvand, men havvand er rigtigt dyrt at omsætte i ultrarent vand. I en verden baseret på fri markedskræfter er det mere sandsynligt, at e-methanol producenterne vil efterspørge drikkevand til den brintproduktion, der går forud for produktionen af e-methanol. Beskyttelse af drikkevandet kan vi nok finde styringsværktøjer til i Danmark, selv om der allerede i dag er alvorlige huller i lovgivningen. Drikkevandsressourcerne er mere truet, end vi taler om. Men hvad med Marokko? Eller nogle af de andre lande, hvor man vil lave brint? Hvad gør man for at beskytte drikkevandet der, hvis nogle er villige til at betale en væsentlig højere pris for drikkevandet, end de tørstige er i stand til? Det er nemt at forlade sig på de fri markedskræfter, men brintproduktionerne kræver så store mængder drikkevand, at de kan blive en regional eller lokal trussel mod tilgængeligheden af rent drikkevand. Værre endnu er det, at det vand, der hentes til brintproduktionen bliver trukket op og flyttet rundt og således næppe falder igen som regn i de samme områder, som det fjernes fra.

Det er dejligt, at Maersk vil tage væsentlige skridt på den grønne dagsorden. Det er ikke dejligt, hvis løsningen bliver flytning af store mængder drikkevand - ikke bare i Danmark, men globalt. Så er konsekvensen ulidelig for millioner af mennesker i lande, der i forvejen er udfordret. Vil Maersk og resten af den maritime verden stille krav om, at e-methanol skal baseres på havvand? Så bliver smilet lidt større i verdens fattigste lande. Og i Danmark.

Det ændrer dog alt sammen ikke på pointen, at disse “vanvittigt gode nyheder” og den “ekstreme strategiske klogskab” ikke gør noget for verden i en overskuelig horisont. De eneste, der kan gøre noget med et tilpas kort aftræk er forbrugerne og de politikere, som vil muliggøre hjemtagelse af kortsigtede klimagevinster. Ændrede forbrugsvaner, ændrede forbrugsmønstre og omprioriteringer kan få effekt på kort sigt. Det kræver et helt andet fokus end det regeringen har i dag. Det kræver en helt anden opbakning fra den akademiske klogskab, end den der hyldes idag. Det kræver noget af hver og en af os. For godt nok behøver jeg ikke redde kloden, hver gang jeg vil skrive en kronik, men både du og jeg behøver redde kloden hver gang, vi går ud og handler. Jeg er ikke god til det. Det må jeg erkende. For jeg gider ikke gøre det alene eller i en lille klub af sære revolutionære. Jeg vil gerne glædes ved at gøre det i fællesskab. Jeg vil gerne gøre det sjovt og naturligt og ligetil at træffe de gode beslutninger, der gør en forskel. Jeg vil gerne gøre det til min hverdag.

Hvad venter jeg på? Hvad venter du på? De varme danske kyster i en forandret verden? De mange millioner af klimaflygtninge? Eller venter jeg på, at politikere og forskere kigger os alle sammen i øjnene og siger: Kære venner. Lad os gøre det nu. I denne her uge. Lad os stå sammen om at skabe den adfærd, der kan redde kloden. Hver dag. Også i dag. Jeg er hverken politiker eller forsker, men lad det være mit budskab i denne omgang.