Drikkevand under pres

Bragt i Berlingske Tidende den 21. oktober 2021

En af vores nationale stoltheder er, at vores drikkevand er baseret på grundvand. Det er unikt, og vi dyrker historien om, hvordan vand i Danmark bare smager bedre end stort set alle andre steder i verden. Det stærke bånd mellem drikkevand og grundvand har gjort, at vores drikkevand forbindes med en etik, der nok egentlig hører grundvandet til: at vand på grund af sine livsgivende funktioner opfattes som noget, vi har et særligt ansvar over for.

Den smukke fortælling er udfordret af stadig flere forureningsskandaler og omfattende problemer med at skaffe adgang til rent grundvand. Det har betydet, at drikkevandsudvindingen bliver dyrere og dyrere. Vi kan ikke længere anse omkostninger til drikkevandsudvinding som bare værende de nødvendige og tilstrækkelige. Problemerne med at skaffe vand gør, at der opstår diskussioner om, hvilken tilgang til drikkevandet, der er billigst. Er det billigere at rense vandet end at pumpe det over lange afstande fra områder, der måske også rammes af forurening?

Rensning af grundvand er der sådan set ikke noget usædvanligt i. Det har altid været nødvendigt at foretage en let vandrensning for at gøre grundvand til drikkevand. Spørgsmålet er, hvor meget vi vil rense? Og om vilje til at rense også betyder vilje til at lukke flere forurenende stoffer ud i naturen? Det burde det ikke, men frygten lægger en tung dyne over villigheden til at diskutere muligheden af yderligere rensning.

Forureningsskandalerne sætter også fornyet spot på et gammelt forhold: at drikkevand har stor betydning for folkesundheden. I det lys bliver vi nødt til at skille grundvand og drikkevand fra hinanden. De fleste grundvandsforureninger går nemlig ikke sådan uden videre væk, men drikkevandet skal vi bruge i ren form her og nu. Vi må erkende, at der går 30-50 år fra et politisk indgreb over for et forurenende stof og til, at det viser sig med positiv effekt i grundvandet. I den periode må vi finde andre løsninger for vores drikkevand. Problemet er bare, at der for hver ny forureningstyper starter en ny 30-50-årig periode. Vi må derfor indse, at drikkevandet er permanent udfordret.

Vi må stille nogle af de svære spørgsmål: Stiller vi krav til drikkevandet, som ikke er sundhedsmæssigt betydende? Jo, det ved vi, at vi gør. For en række pesticider gør det sig gældende, at vi lukker drikkevandsboringer og vandværker, fordi vi kan måle pesticiderne. Men det er langt fra i alle tilfælde, at vi lukker boringer og vandværker, fordi pesticiderne er farlige i den koncentration, de forekommer i. Det er følelsesmæssigt let at forstå, at det lyder mest rigtigt at lukke, når der nu engang er fundet pesticider, og vi har skabt bevidstheden om dem. Men det koster ganske mange penge at lukke. Måske trænger vi til en mere kvalificeret måde at tale om pesticider på?

Et andet svært spørgsmål handler om den inkonsistens, vi går til vandet med. Blev boringer og vandværker med pesticider lukket ud fra et ekstremt forsigtighedsprincip, så kunne man måske finde en grad af sammenhæng i beslutningen. Men det princip anvendes ikke bredt i vandsektoren.

For det første er fokus alene på sundheden af drikkevandet frem til måleren, hvor vandselskabet slipper drikkevandet. Hvad der sker i husets rørføringer og vandhaner, har vi ikke fokus på. Sandt nok, der er en begyndende diskussion, men konsekvensen er beskeden.

For det andet stiller vi ikke samme krav til test af drikkevandet hos alle borgere. Nogle tillader vi udsat for større risiko end andre. Drikkevandsbekendtgørelsen er skabt sådan, at det er størrelsen af vandværket, der afgør testhyppigheden – ikke hensynet til den enkeltes sundhed. Det er altså lidt tilfældigt efter bopæl, hvor meget man får sit vand testet, og hvor stærkt et beredskab, man har.

For det tredje er vi ikke konsistente i at beskytte grundvandet. Der er ikke i alle tilfælde krav om at kende konsekvensen for grundvandet, når nye produkter tages i brug. Og så kæmper vi i øvrigt med en del manglende viden om, hvor forureningskilderne er. Det gøres der et stort stykke arbejde for at få overblik over.

Etikken fortæller os, at vi har et særligt ansvar over for vandet. Logikken er ikke konsistent, når vi forsøger at udleve den etiske fordring. Og enkeltsagernes følelsesudbrud fylder nok lidt for meget i de beslutninger, vi som samfund træffer om vandet. Vi har brug for at kunne tale om drikkevand på en konstruktiv, realistisk erkendende og fremsynet måde. Udfordringerne er store, og prisen for en dårlig samtale er ved at vise sig.