Den grønne omstilling

Bragt i Jyllands-Posten 11. august 2021

Vi vil så gerne, og efter endnu en sommer med usædvanlige vejrbegivenheder, synes det stadig vigtigere at vinde klimakampen. Vi bygger det ind i vores livsforståelse og nationale identitet. Vi udvikler teknologier, der kan gøre en væsentlig forskel. Som nation bygger vi et eksporteventyr, der kan redde kloden, gøre Danmark rigt og være en bærende vision for vores fælles indsatser. Vi investerer flercifrede milliarder af kroner i at sikre fremtiden. Vi prioriterer klimakampen så højt, at den har fået sin egen lov.

Strategien er klar og målet er væsentligt. Klimaudviklingen truer os på eksistensen. Samtidig skaber den muligheder for vækst. Der er plads til alle politiske fortællinger. Dog ikke uden sværdslag.

Reformer er nødvendige. Reguleringerne af forsyningssektorerne og organiseringen af centraladministrationen er i dag ikke designet med klimakampens nye behov for øje.

Der er behov for at koble reguleringerne af sektorerne sammen. Forsyningssektorerne må tænkes som ét samlet energisystem. De ambitiøse mål om grøn omstilling kræver tilpasset lovgivning, bedre koordinering og plads til at gå nye veje.

I de seneste par år har vi debatteret nødvendigheden af at bygge el-net til den grønne omstilling. Det politiske forlig landede kort før sommerferien. Det kom i en tåge af mistænksomhed om forsyningskoncernernes reelle problemer og et helt legitimt hensyn til at sikre el-kunderne den lavest mulige omkostning. Forliget understregede betydningen af, at vi som forsyningskoncerner gør os umage med at vinde tilliden hos beslutningstagerne. Det gjorde det tydeligt, at den grønne omstilling koster noget for Hr og Fru Danmark.

Men der er negative klimapåvirkninger, vi ikke fjerner selv om, der er teknologiske og økonomisk fornuftige løsninger. Hvorfor?

Inden for ministerielle ressortområder er der masser af andre vigtige mål end klimaet, der skal iagttages og balanceres. Der er retsstatsprincipper, forbruger-, miljø- og kommercielle interesser, m.fl. mål og principper, der skal opfyldes. Hvert mål er skabt i en tid, af en grund og i en logik, som kan forklares. Målene forankret i love, bekendtgørelser, ministerier og styrelser.

De mange mål gør det svært. Nogle gange mærkeligt.

Svært bliver det, når eksempelvis kampen for at bevare den tilbageværende biodiversitet kommer i konflikt med klimakampen: Når flagermus og edderfugle lægger vindmølleprojekter ned, og når birkemus og hasselmus står i vejen for en stor gasledning. Og jovist, der er “kun” etiske argumenter for birkemus og hasselmus frem for gasledningen, ligesom der “kun” er politiske argumenter for gasledningen frem for de klimamæssigt bedre alternativer vind og sol måtte være.

Det gode ved disse konflikter er, at de er tydelige på overfladen. Dem kan vi diskutere og forholde os til.

Mærkeligt bliver det, når de politiske beslutninger og investeringerne af milliarder af kroner drukner i de mange mål. Lad mig give eksempler fra vandområdet, hvor klimahensynet forvitrer.

Spildevandsselskaberne har som sit primære mål at håndtere spildevandet. Men de har ikke incitamenter til at gøre verden grønnere ved at udvinde den energi, der ligger i spildevandet – fx biogas. De modregnes i indtægtsrammen. Teknologien er ellers kendt. Det kræver ingen udvikling. Kun et skub som ingen giver.

Drikkevand- og spildevandsselskaber har heller ikke incitament til at udnytte den restvarme, der er i vandet via en varmepumpe. Det er med dagens regulering en ekstra opgave med ekstra omkostninger uden gevinst for vandselskaberne. Teknologien er ellers kendt. Investeringen vil spare en tilsvarende investering væk i andet forsyningsområde. Det kræver ingen udvikling. Kun et skub og lidt koordination.

El-nettet bliver til gengæld dyrere af, at spildevand- og vandselskaberne ikke er motiverede. Og vindmøllerne udnyttes af samme grund ikke effektivt. Det er nemlig muligt for varme-, vand- og spildevandsselskaberne at lagre og forskyde den energi, som vindmøller og solceller kan producere i perioder, hvor der ellers ikke er forbrug. Derved skaber de fleksibilitet. Vi kan klare os med mindre el-net og få højere virkningsgrad af vindmøller og solceller, jo mere fleksibilitet vi skaber. Samfundet kan spare investeringer. Og potentialet er stort. 

De i øvrigt ansvarlige forsyningsselskaber har ikke mulighed for at tage styring, og de mangler incitamenter til at tage ansvar for klima og økonomi. Hvorfor? Det klimamæssige argument er jo lige til?

Tager vi blot drikkevandssektoren, så er den reguleret og afhængig af arbejdet i flere styrelser og ministerier med andre mål. Fx Energistyrelsen, Forsyningssekretariatet i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Miljøstyrelsen, Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Erhvervs-, Finans- og Miljøministeriet. Så kompliceret er verden for noget så simpelt som drikkevand. Hvem skal række hånden op og sige: Sådan skal drikkevandsselskaberne bidrage til klimakampen? Uden at blive underkendt af andre mål?

Hvem skal sørge for at potentialet i drikkevandsselskaberne udnyttes i synergi med andre forsyningsselskaber? Digitalisering og hjemtagning af data fra alle forsyningssektorer kan danne grundlag for fleksibilitet i energiforbruget. Forbrugsdata kan effektivisere samspillet mellem vejrafhængige energikilder og efterspørgslen efter energi. Men reguleringen gør det umuligt at etablere fælles brugbar datahjemtagning på tværs af forsyningsområder. Klimaoptimering kræver koordineret datahjemtagning. I dag hjemtages data primært til afregningsformål og efter særregler i hvert forsyningsområde.

Hvert forsyningsområde spænder mange ministerier og styrelser, der hver især har egne ressortmæssige mål og styringskriterier. Hvert forsyningsselskab mødes med krav fra regulatorer, lovgivere, politikere og kommunalbestyrelser og tilhørende embedsværk, samt fra brancheforeninger. Det er så stort et system, der er så krævende at navigere i, at det modvirker styring efter den klare retning klimaloven ellers er.

Forsyningsselskabernes rammevilkår skal også moderniseres for at indfri de ambitiøse klimamål. Selskaberne skal have rammevilkår, så der kan gives plads til innovation. I dag optimeres alt til laveste omkostning, men ikke til dets klimabidrag.

Men selv med bedste vilje, er det så kompliceret, at det bliver 2030 inden ændringerne tager effekt. Der er derfor behov for at mobilisere centrale interessenter i et fælles samarbejde

For at komme i mål med 2030-målsætningen er det nødvendigt at mobilisere centrale interessenter i et fælles samarbejde, som kan sikre, at centraladministrationens organisering, opgavedeling og ressortreguleringer synkroniseres med de handlinger, initiativer og opgaver, som forsyningsselskaberne og erhvervslivet skal gennemføre.

Der bør nedsættes en gruppe bestående af centrale myndigheder, politikere, forsyningsselskaber, erhvervslivet og forbrugerrepræsentanter, som fokuserer på mulighederne for at skabe nødvendige sektorkoblinger på tværs af de danske forsyningsselskaber.

Opgaven er enkel: Der hvor teknologierne til et bedre klima allerede findes, skal udnyttelsen muliggøres. De klimagevinster vi hjemtager nu, summerer op over tid og gør udfordringen mindre, når nye teknologier vinder indpas. Mest muligt på kortest tid, giver på den lange bane størst effekt. Det er væsentligt billigere at udnytte eksisterende teknologi. Og det reducerer udfordringen.