Grøn erhvervsgruppe: Indfør totalforbud på private gas- og oliefyr i 2023
PRESSEMEDDELSER • 28-10-2021, 05:00
PRESSEMEDDELSER • 28-10-2021, 05:00
”Vi bliver ved med at sige, at der skal fart på den grønne omstilling, og at grønne initiativer skal prioriteres. Den ene efter den anden rapport og stjerneforsker fortæller os, hvor galt, det står til. Så lad os tage konsekvensen nu. Lad os udfase gas helt nu,” lyder det fra en af forslagsstillerne og initiativtager til samarbejdet, administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.
Udover EWII består gruppen af virksomhederne LOGSTOR, Jyske Bank, 3F – Den Grønne Gruppe, KMD, Bornholms Energi & Forsyning og TREFOR Infrastruktur.
Konkret foreslår gruppen, at der med virkning fra 2023 indføres forbud mod installationen af nye individuelle gasfyr, og at udskiftninger foretaget inden 2025 modtager den dobbelte belønning som udskiftninger foretaget mellem 2025-2030. Fra 2030 skal der være et totalforbud mod fossilbaseret rumopvarmning.
Gruppen foreslår tillige at der etableres en incitamentsordning, hvor udskiftninger belønnes på et højere niveau end i de første år, og der indføres stigende afgifter i perioden 2025-2030.
”Det er det ansvarlige at gøre. Der har været megen debat om udfasningen af gas, og der har også været noget snak om, at forslaget kan have social slagside, fordi mange gasfyr står hos lavindkomsthusstande, og udskiftningen er dyr. Det tages der højde for via kompensation, som vi foreslår,” lyder det fra Lars Bonderup Bjørn.
I Nordjylland sidder Kim Christensen, administrerende direktør for den nordjyske rørproducent LOGSTOR, og nikker genkendende til den østjyske kritik:
”I Klimarådets rapport ”Omstilling frem mod 2030” lægger rådet op til, at udfasningen først skal ske i 2030. Det er præcis vores ærinde med at udgive et katalog over 10 straks-tiltag for den grønne omstilling; Hvorfor skal det først ske om ti år? Vi kan gøre det nu, og der er mere end otte år til 2030” siger Kim Christensen. I allerede kollektivt forsynede områder vil fjernvarme oftest være den samfundsmæssige billigst og ikke mindst den mest klimavenlige løsning, mener han.
Han henviser til, at den fælleseuropæiske brancheorganisation for fjernvarme, Euroheat and Power, så sent som i september 2021 sendte forslag til EU Kommissionens Executive Vice President, Frans Timmermans om netop udfasningen af gas til individuel opvarmning af boliger.
”Vi forestiller os, at vi er et foregangsland i Danmark, og det er vi også på mange punkter. Så lad os vise det, også i praksis. Her er en helt konkret ting med effekt indenfor en ganske kort årrække, som vi kan gøre nu,” lyder det fra Kim Christensen.
Hele kataloget med de ti forslag til tiltag kan læses her (link).