EWII vil aktivere kunder til klimabevidst forbrug
PRESSEMEDDELSER • 18-01-2024, 07:10
PRESSEMEDDELSER • 18-01-2024, 07:10
”Der er mange måder at være klimabevidst på, og i EWII insisterer vi på at hjælpe kunderne til at tage aktive, grønne valg. Med de nye elprodukter får kunden frihed til at være grøn på egne præmisser. Det skaber den største vilje til forandring og aktiv stillingtagen,” siger Anette Holck, direktør for Abonnementssalg og Kundeservice i EWII Koncernen.
Fremover vil EWII have fire elprodukter til private med enten variabel elpris eller en fast pris. Samtidig kan kunderne holde øje med en CO2-prognose, der viser, hvor grøn elproduktionen er på forskellige tidspunkter.
De seneste år er det næsten blevet en folkesport at tjekke de variable elpriser og bruge strømmen, når den er billigst. Med CO2-prognosen giver EWII kunderne yderligere et grønt pejlemærke.
”Ofte er der sammenhæng mellem lav elpris og lav CO2-udledning. Men ikke altid. Med prognosen kan kunderne tilpasse deres forbrug efter, hvornår strømmen er grønnest. Blandt andre kunder med fastpris har ikke været tilbøjelige til at flytte deres forbrug. Her kan CO2-prognosen aktivere endnu flere kunder. Vi ønsker at nå så bredt ud som muligt og understøtte den grønne omstilling – med andre ord, vil vi gøre det let for vores kunder at være klimabevidste,” siger Anette Holck.
Strømmen bliver stadig mere grøn
Strømmen i stikkontakterne bliver generelt grønnere og grønnere. Ifølge en opgørelse fra Green Power Denmark udleder produktionen af en kilowatt-time i dag kun en fjerdedel CO2 i forhold til for ti år siden, og udledningen per kilowatt-time faldt med 23 procent fra 2022 til 2023.
Det er blandt andet vindmøller og solceller, der gør elproduktionen markant mindre klimabelastende. Bag det hele skjuler sig, at den danske elproduktion i stor stil er baseret på biomasse, der bliver indregnet som CO2-neutralt i klimaregnskabet. Elproduktionen skal fortsat udbygges med vindmøller og solceller til den grønne omstilling, og det er EWIIs ønske at udfase biomassen. Derfor investerer koncernen massivt i batterier og forbrugsfleksibilitet.
“Vi oplever, at vores kunder allerede har en holdning til grøn omstilling, og med vores nye produkter stiller vi de bedste betingelser for, at de kan vælge det, der passer til dem og deres forbrug.” siger Anette Holck.
EWII vil fremover have certifikatbaserede produkter efter Forbrugerombudsmandens ordning med grønne blade, hvor grundtanken er, at man bidrager til udviklingen af flere vindmøller og solceller. Og så har EWII produkter uden for bladordningen. Sideløbende tilbyder koncernen værktøjer, der gør kunden i stand til at træffe oplyste, aktive valg til fordel for klimaet.
”Med produkterne uden bladordningen forventer vi, at kunden selv tager aktivt stilling til, hvordan den enkelte vil bidrage til den grønne omstilling. De grønne certifikater er blevet meget dyre. Derfor kan kunden få en økonomisk gevinst ved at vælge en aktiv stillingtagen til grøn omstilling, i stedet for at forholde sig mere passivt gennem de mærkede produkter,” slutter Anette Holck.
El hos EWII
EWII tilbyder fremover følgende elprodukter til privatkunder:
Grøn Prisloft Abonnement, tillæg for prisloft og grønt tillæg. |
Grøn Timepris Abonnement, tillæg og grønt tillæg |
Timepris Abonnement og tillæg |
Fastpris Abonnement og tillæg |
På www.ewii.dk/time-for-time kan man følge prognosen, der time for time viser, hvor meget CO2 strømmen udleder per kilowatt-time, lige som man kan følge spotprisen på el time for time.