EWII køber unik bygning i Kolding

PRESSEMEDDELSER • 10-09-2024, 07:00

Energikoncernen EWII vokser og har brug for mere plads. Derfor køber koncernen den spændende bygning, der i dag huser Innovationsfabrikken, af IBC. Fremover vil koncernen fordele en stor del af de mere end 750 medarbejdere på to lokationer i Kolding.

”Vi har i en periode været på udkig efter en god løsning på vores pladsudfordring. Med købet af bygningen får vi den plads, som koncernens stigende antal medarbejdere kræver, samtidig med at vi understreger, at EWII hører hjemme i Trekantområdet og Kolding. Begge dele har været afgørende for valget,” siger administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.

EWII har købt den centralt placerede ejendom på Birkemosevej i Kolding af IBC, der har brugt bygningen til kursusafdelingen Innovationsfabrikken. Med købet får koncernen ikke kun en løsning, der kan rumme aktiviteter mange år ud i fremtiden. Bygningen, der oprindeligt blev opført som fabrik, rummer også en helt særlig historie og indretning, som EWII vil bevare.

”Det er en historisk spændende bygning, der rummer alt, hvad vi kan drømme om af kreativitet og særegenhed. Indretningen var opsigtsvækkende i 1978, og den er heldigvis videreført til i dag. Den unikke tilgang til både at turde skille sig ud og samtidig værne om kultur og tradition vil EWII holde i hævd, når vi flytter ind,” fortæller Lars Bonderup Bjørn.

Centralt i det 9.500 m2 store kompleks findes de originale lagertanke til produktion, der er udsmykket af den franske kunstner Jean Dewasne, og andre installationer, der både giver grobund for et inspirerende miljø og en særlig stemning. Omgivelser som EWII Koncernen nu får glæde af.

Fortsat én koncern

I løbet af de seneste år er antallet af ansatte i EWII Koncernen steget fra knap 500 til mere end 750. Hovedparten har arbejdsplads på Kokbjerg i det nordlige Kolding, hvor koncernen i en periode har lejet sig ind i ekstra lokaler i nabobygninger. I løbet af sommeren 2025 vil EWIIs kommercielle forretninger og koncernfunktioner flytte til Birkemosevej, mens koncernens forsyningsselskab TREFOR fortsat vil have base på Kokbjerg 30, hvor der også er lagerfaciliteter.  

”Det vil give forandringer og nye vaner, at vi fremover skal arbejde fra to lokationer i Kolding. Det er vi naturligvis opmærksomme på. Men i EWII har vi også afdelinger i Rønne, Aalborg, Lyngby og Vilnius, så på den måde er det ikke uvant at arbejde med fysisk afstand. EWII er stadig én samlet koncern, vi får blot noget tiltrængt ekstra plads og nogle mere velfungerende rammer,” siger Lars Bonderup Bjørn.

I forbindelse med købet planlægger EWII at renovere og modernisere de eksisterende bygninger på Kokbjerg 30, hvor koncernen har haft hjemme siden slutningen af 1990’erne.

Tidligere i år købte EWII Koncernen en grund på Petersmindevej lige overfor lokationen på Kokbjerg. En grund der fortsat indgår i planerne for koncernens udvikling. Omend fokus den kommende tid bliver på at indrette den nye bygning og modernisere de eksisterende bygninger.   

Fakta om bygningen

I 1978 indviede træbeskyttelsesvirksomheden GORI en ny fabriksbygning på Birkemosevej i Kolding. Fabrikken blev kendt for det åbne kontor- og produktionsmiljø i ét, hvor lagertankene var udsmykket af den franske kunstner Jean Dewasne. Fabrikken var i brug frem til 2009.

Da IBC i 2012 slog dørene op til kursus- og uddannelsesinstitutionen Innovationsfabrikken var det kreative miljø både bevaret og udvidet med vandløb i gulvet, en enorm plantevæg og flere kunstværker. Et miljø som EWII bevarer, når en del af koncernens aktiviteter rykker ind i 2025.